Turister flokkes om at følge i Forbrydelsens fodspor

Lige nu er det ekstra populært blandt udenlandske turister at følge i Sarah Lund, Birgitte Nyborg og Saga Noréns fodspor i de Københavnske gader. De danske tv-serier Borgen, Broen og Forbrydelsen, der er udtryk for den såkaldte “nordiske noir”, er nemlig rigtig populære blandt udenlandske turister.
Man kunne dog tro at det begyndende danske efterår ville lægge en dæmper på turisternes vandringsglæde, men tværtimod! Efterårets mørke og regnfuldhed støtter derimod op om den lidt uhyggelige stemning, som de danske serier leverer så fuldkomment – Turene bliver derfor bare ekstra populære i disse måneder.
Dystre byvandringer er en stor succes
Nordic Noir Tour, som står bag de populære byvandringer, har siden deres opstart i sommer oplevet en stigende efterspørgsel på deres produkt. De fører de mange turister gennem Københavns gader, mens guiden fortæller relevante historier fra de forskellige tv-serier.
Ifølge turismeforsker Henrik Halkier fra Aalborg Universitet, har Nordic Noir Tour opdaget en hidtil uset niche: “Turene med fokus på en tv-serie er populære, fordi det giver en ny dimension til fortællingen, hvor fiktion og virkelighed bliver blandet sammen. Det giver en anderledes og mere autentisk oplevelse,” fortæller han.
De danske tv-serier trækker i det hele taget mange udenlandske turister til landet, og har været med til at sætte Danmark på verdenskortet – Og her passer byvandringerne godt ind.
Turister lærer om Danmark gennem fortællinger
Selvom turisterne primært tager på disse byvandringer for historierne og tv-seriernes skyld, lærer de også en del om Danmark på rundturene. Nordic Noir Tour er grundlagt af hollandske Dieuwertje Wisser, der som udlænding ser Danmark på en helt anden måde, end vi danskere selv gør – Og som også kan få øje på danske kendetegn i tv-serierne.
“Da jeg selv er udlænding, ser jeg på Danmark fra et andet perspektiv, og jeg kan se nogle andre kulturtræk end danskere selv. Tv-serierne siger mere om den danske kultur, end man lige tror,” fortæller Dieuwertje Wisser til Jyllandsposten.
Hvis du gerne vil på en rundtur, er der afgang hver lørdag fra Vesterport Station. Kl. 14.00 afgår Borgen-turen, og kl. 16.00 starter turen om Forbrydelsen og Broen.










