10 herlige julemarkeder i Danmark
Fotos af Visit Denmark
Der findes ikke noget bedre end ren og rå hygge! Er du ikke allerede i julestemning, kan du hurtigt blive det med de mange hyggelige julemarkeder, som bliver holdt rundt omkring i Danmark. Den gode stemning, fabelagtige julepynt, smukke lys og selvfølgelig de mange julelækkerier. Her kan du gøre dine juleindkøb i yderst afslappende omgivelser, hvor du kan nyde et glas varmt kakao eller gløgg, og indsnuse hele den herlige julestemning. Her får du et udpluk af de mange årlige julemarkeder i Danmark.
Læs også: Fem af de bedste skipister i verden
Nyhavns julemarked, København
Du kan gøre det bedste juleindkøb her i Nyhavns julemarked, som afholdes ca. midt i november til midt i december. Nyhavns julemarked er et af de absolut hyggeligste markeder i København og byder på alle de tænkelige herligheder i julens tegn. For at give besøgende den bedste oplevelse dekoreres der med granguirlander og lyskæder langs med vandet. Der opstilles massevis af boder med fine kunsthåndværk, strik, skindvarer, legetøj, julegodter og meget mere. Her bliver du blandt andet fristet med varme æbleskiver, hotdogs og naturligvis velsmagende gløgg.
Info: Markedet afholdes fra d. 14/11 – 22/12. Gratis adgang.
Christianias julemarked, København
Du kan få en noget anderledes oplevelse på Christianias julemarked, som afholdes i Den Grå Hal på Christiania. Markedet byder på en unik og hyggelig oplevelse, der vil lede dine tanker hen mod en basar under fjernere himmelstrøg. I boderne vil du få mange gode gaveidéer, idet du vil finde et yderst spændende udvalg af kunsthåndværk, håndlavede smykker, tøj, spejle, lysestager i smedejern, lamper, ure, lædervarer og meget mere. Du kan nemt blive opslugt af de mange interessante varer i markedet i timevis, og den anderledes julestemning er absolut værd er opleve.
Info: Markedet afholdes fra d. 5/12 til 20/12. Gratis adgang.
Julemarked i Tønder
Tønder er en af Danmarks hyggeligste byer, men i juletiden får hyggen en ekstra skrue. Julen i Tønder bliver fejret med et af de smukkeste julemarkeder i landet, og som noget helt specielt kan man møde med flere julemænd og nisser, som gør deres sædvanlige optog i Tønders gader, hver anden lørdag i hele november. Det vil med garanti bringe enhver i julehumør. Hele Tønder bliver op til jul pyntet med den fineste julebelysning, små julehytter med julegodter i den indre by omkring torvet. Som en speciel attraktion for børn samt de barnlige sjæle kommer julemanden på besøg, flyvende i sin kane hen over torvet i Tønder hver torsdag og fredag kl. 15.30, og hver lørdag og søndag både kl. 14.00 og 17.00.
Info: Markedet afholdes fra d. 8/11 – 21/12. Gratis adgang.
Jul i Den Gamle By, Århus

Hvis du gerne vil fejre julen i den bedste tradition samt lære lidt om, hvordan julen blev holdt gennem tiderne, har du mulighed for at gøre dette på julemarkedet i Den Gamle By i Århus. Her får du nemlig muligheden for at opleve julens historie gennem mere end fire århundreder. Overalt er der dækket op og pyntet, som man gjorde det i tiderne fra 1600-tallet og helt op til 1974. Her kan du blandt andet genopleve alle DRs julekalendere, da Århus i samarbejde med DR viser alle dem fra 1962 til 2014. Derudover får du lov til at se nogle af de kostumer, rekvisitter og dukker, der er brugt i alle julekalenderne. På dette julemarked kan du også gøre et godt juleindkøb med unikke gaver i de historiske butikker og boder.
Info: Markedet afholdes fra d. 15/11 – 4/1. Kun gratis adgang for børn og unge under 18 år.
Byens kunst og julemarked, Århus
Dette indendørs julemarked bliver holdt i kunstens tegn, i det gamle Ridehuset i hjertet af Århus. Ridehuset er beliggende i centrummet ved siden af Aarhus Rådhus, ARoS og Musikhuset Aarhus, og strøg, storcentre og butikker ligger lige for døren. Her vil du blive mødt med en hyggelig juleatmosfære med duftende julebag og søde sager, og du kan roligt gå og gøre opdagelser i de mange boder med de fineste håndlavede kunstværker af danske kunstnere. Værkerne repræsenterer både tidens trends og gammelt kunsthåndværk. Der vil løbende komme nye kunstnere til, således vil der hele julemåneden altid være nye varer på hylderne.
Info: Markedet afholdes fra d. 28/11 – 21/12. Gratis adgang.
Julemarked i Aalborg

Julemarkedet i Aalborg er et sandt juleeventyr og byder på jul i alle former og farver. Overalt er der pyntet op med smukke juletræer, hyggelige små julehytter, nissemænd og nissekoner, og der serveres vafler, æbleskiver, brændte mandler, varm kakao, gløgg, øl og meget andet. I boderne kan du finde rigtig mange varer og sjove underholdning. Efter juleindkøbet har du også muligheden for at tage en tur i pariserhjulet sammen med den, du holder af. Fra pariserhjulet får I et fantastisk udsigt over en stor del af Aalborg.
Info: Markedet afholdes fra d. 28/11 til 23/12. Gratis adgang.
Julemarked i Madsby Legepark, Fredericia
På julemarked i Madsby Legepark kan du og din familie få en spændende oplevelse med masser af underholdning i julens navn. Der er pyntet op med lys, julepynt og naturligvis masser af boder med julevarer og specialiteter. Som noget helt særligt åbner markedet kl. 16.00 på den første åbningsdag med julemandens besøg, og der deles gratis risengrød og saftevand ud til alle. Julemanden vil være på markedet hele aftenen, så børnene kan få lov at hilse på ham helt tæt på. Derudover kan I tage en tur i Madsby toget, som kører rundt i parken. Der vil være et flot nisselandskab og nissetog, som børnene kan få en tur i.
Info: Markedet afholdes d. 28/11 – 30/11. Gratis adgang.
H.C. Andersen julemarked, Odense

Hvem elsker ikke H.C. Andersens eventyr? Den berømte forfatter og digter holder meget af julen, og julen på H.C. Andersens tid var noget helt særligt og højtideligt, og optræder i mange af hans mest kendte eventyr. I H.C. Andersens fødeby fejres julen med et julemarked i hans navn. I Odenses gamle bydel kan du opleve den ægte gammeldags julestemning med traditionelle juleudsmykninger, boder og julelækkerier. Der er også mulighed for at opleve masser af underholdning inspireret af H.C. Andersens eventyr. Her kan du også besøge museet og digterens eget hus, H.C. Andersens Hus.
Info: Markedet afholdes fra d. 5/12 – 7/12 og 11/12 – 14/12. Gratis adgang.
Julemarked på Valdemars slot, Svendborg
Julemarkedet på Valdemars slot bliver årligt arrangeret af CPHevent. Her kan alle opleve et julemarked i en både hyggelig og festlig stemning, i en fantastisk historiske bygning med smukke sale, en stor kælder og den gamle hestestald. Hele slottet er forvandlet til et juleeventyr med julemandens værksted, nisser, juletræer, snobrød, prærievogne og mange udstillinger med flotte kunstværker. Der er stillet over 90 stande med flotte varer og julespecialiteter. Til børnene er der arrangeret en spændende skattejagt, og I kan hilse på julemanden og få en tur i prærievognene. Derudover er der skuet op for festhumøret med god musik fra blandt andet Q-notes.
Info: Markedet afholdes i to dage fra d. 29/11 – 30/11. Adgang med en betalt billet.
Knuthenborg julemarked, Maribo
For alle børnefamilier i Danmark er en tur til Knuthenborg altid et hit. Igen i år slår Knuthenborg porten op til det traditionsrige julemarked i Småland, hvor du og din familie kan få en ægte eventyrlig juleoplevelse i den gamle park. I knuthenborg julemarked kan I finde mange sjove julegaver for både børn og voksne i de mange hyggelige boder. For voksne er der traditionen tro den populære røget fasan fra Knuthenborg til salg – perfekt til julefrokosten! For børnene er der mulighed for at møde både nisser og julemænd og lege på parkens store legeplads.
Info: Markedet afholdes kun d. 30/11. Gratis adgang.











