Mindsket vækst inden for luftens passagertrafik
Væksten i antallet af passagerflyvninger har længe været stigende, men er efterhånden stoppet helt op igen. I juli steg antallet af passagerer med kun 2,6 %, og fra januar til juli 2014, var der kun i alt 3,6 % flere kunder på flyene.
Det er især antallet af passagerer på de korte ruter der svigter, mens de interkontinentale flyvninger fortsat oplever en solid vækst. Målt i antal fløjne kilometer, er trafikken således steget med 5,5 %, så det er tydeligt at folk vælger de længere ruter.
Opbremsningen i væksten skyldes især at trafikken i Fjernøsten er gået mere eller mindre i stå. Regionen har ellers i flere år oplevet markant fremgang, hvor de nu oplever stilstand. I juli oplevede de et fald i antallet af passagerer på 0,5 %, mens der var 2,4 % færre rejsende på businessclass og first class.
Nedgang i Thailand og Malaysia
Ifølge Tony Tyler, generalsekretær i den internationale luftfartsorganisation IATA, er der specielt to lande som er med til at sænke væksten: “Årsagen er først og fremmest en mærkbar nedgang for den internationale trafik i Thailand og Malaysia,” fortæller han.
I Thailand er det især urolighederne i Bangkok der har ramt landet hårdt, selvom situationen har været stabiliseret siden den militære overtagelse i maj. Statistikken viser stadig et betydeligt fald i både turismen og eksporten de seneste måneder, selvom landet efterhånden er på rette kurs igen.
Malaysia har også oplevet et voldsomt fald i antallet af turister efter to alvorlige hændelser i forhold til landets flyvninger. De fleste husker flyet fra Malaysian Airlines der forsvandt på en flyvning fra Malaysia til Kina, og at et af selskabets fly siden blev skudt ned over Ukraine.